Om Alenemalene

Alenemalene er på en eller anden måde blevet til mit alter-ego. Der hvor jeg kan få lov til at være den dér rigtig sentimentale, melankolske, mørke Malene, som der ikke altid er plads til at være i hverdagen, hvor jeg jo oftest gør en dyd ud af at være den positive, smilende, kreative, engagerede Malene. Nu er jeg ved at nærme mig de 30, og jeg har nu helt forstået, at det er så vigtigt at give plads til Alenemalene for at jeg kan være den bedste udgave af mig selv.

Denne her blog har eksisteret i mange år. Jeg lavede mit første indlæg i 2009 og min blog var faktisk rigtig aktiv indtil 2013 eller deromkring. Den har altid været lukket og kun åben for få læsere, som jeg syntes skulle læse med. Jeg har brugt den som mit lille fristed, hvor kunne åbne mit hjerte fuldstændig og stadig føle, at der var et par stykker derude, der fulgte med og holdt mig i hånden igennem alt det, jeg ikke kunne fortælle andre. Et sted hvor jeg ikke skulle tage hensyn til nogen andre end mig selv. Det ændrer sig jo, når man bliver voksen. Pludselig er der også andre, man skal tage hensyn til. Heldigvis.
Jo ældre jeg er blevet, jo sværere er det at være helt bramfri, når jeg skriver. Jeg tænker for meget over, "om jeg kan være bekendt at skrive sådan" eller om "det kan misforstås, hvis jeg skriver sådan". Som tiden gik blev skriveriet mindre og mindre og jeg fandt også andre måder at få afløb for al den tankemylder, jeg tidligere kunne komme af med her. Men nu er det ved at ændre sig igen.. Jeg kan mærke, at jeg savner at skrive ud til det åbne net og ikke vide, hvem der griber det derude. At de emner jeg har lyst til at skrive om ikke er om nogen, (hvilket jo tidligere har stoppet mig fra at offentliggøre bloggen), men om noget - om livet.

Så velkommen til Alenemalene. Her dukker små bidder af mig op i ny og næ. Mest for min egen skyld, men hvis du sidder derude og har lyst til at læse med, så bliver jeg glad!