Hvis intet nogensinde ændrede sig..

Jeg tror egentlig, at mange kan nikke genkendende til det her. 

Det er noget, der har fyldt meget for mig og på sin vis stadig gør. 

Jeg har altid været rigtig dårlig til store forandringer i mit liv, og jeg har har generelt en følelse af savn, når jeg tænker tilbage. Savn til det, som engang var. Stort set ligegyldigt, hvad det måtte være. Gud, hvor har jeg længtes tilbage. Til mennesker, til steder, til stemninger, til oplevelser. Og det er faktisk først nu her sidst i tyverne, at jeg har forstået, hvordan jeg skal tæmme det. 

Det er jo en gave jeg har - at kunne gribe en følelse og dykke ned i den og blive i den. At kunne genkalde følelser og dvæle i det. Det er der kommet mange sange og mange nærmest mediative fordybelsesstunder ud af. Men det er jo også en kæmpe byrde at være så meget i sine følelser, og wauw, hvor har det været svært at forstå op igennem min ungdom. Jeg har ikke bare været dårlig til at være i nuet, men jeg har været direkte ude af stand til det. Jeg har altid været lidt i fortiden - eller måske i fremtiden. 

Jeg har altid været fanget et sted mellem at længes frem og tilbage mellem fortid og fremtid.

Da jeg gik på efterskole brugte jeg faktisk hele året på at vende mig til det. På at savne folkeskolen og det derhjemme. Da efterskolen så var slut, så savnede jeg det og så tilbage på det som det bedste år i mit liv. Det er da skørt. Men sådan har det været kontinuerligt i mit liv. 

Det er først nu, hvor jeg er ved at nærme mig 30, at jeg har opdaget det smukke i lige nu og her. Selvfølgelig skal man altid se fremad, være ambitiøs og stræbe efter at opnå noget i livet. Men den største gave må vel egentlig være at have en følelse af, at hvis intet nogensinde ændrede sig - hvis livet altid ville være præcis sådan her - så ville det faktisk også være okay..