Fortrængte drømme

Lige idag.. tænker jeg på, om jeg mon ville have en chance for at komme på musikkonservatoriet, hvis jeg søgte. Men det ville jeg nok ikke.

Hvis intet nogensinde ændrede sig..

Jeg tror egentlig, at mange kan nikke genkendende til det her. 

Det er noget, der har fyldt meget for mig og på sin vis stadig gør. 

Jeg har altid været rigtig dårlig til store forandringer i mit liv, og jeg har har generelt en følelse af savn, når jeg tænker tilbage. Savn til det, som engang var. Stort set ligegyldigt, hvad det måtte være. Gud, hvor har jeg længtes tilbage. Til mennesker, til steder, til stemninger, til oplevelser. Og det er faktisk først nu her sidst i tyverne, at jeg har forstået, hvordan jeg skal tæmme det. 

Det er jo en gave jeg har - at kunne gribe en følelse og dykke ned i den og blive i den. At kunne genkalde følelser og dvæle i det. Det er der kommet mange sange og mange nærmest mediative fordybelsesstunder ud af. Men det er jo også en kæmpe byrde at være så meget i sine følelser, og wauw, hvor har det været svært at forstå op igennem min ungdom. Jeg har ikke bare været dårlig til at være i nuet, men jeg har været direkte ude af stand til det. Jeg har altid været lidt i fortiden - eller måske i fremtiden. 

Jeg har altid været fanget et sted mellem at længes frem og tilbage mellem fortid og fremtid.

Da jeg gik på efterskole brugte jeg faktisk hele året på at vende mig til det. På at savne folkeskolen og det derhjemme. Da efterskolen så var slut, så savnede jeg det og så tilbage på det som det bedste år i mit liv. Det er da skørt. Men sådan har det været kontinuerligt i mit liv. 

Det er først nu, hvor jeg er ved at nærme mig 30, at jeg har opdaget det smukke i lige nu og her. Selvfølgelig skal man altid se fremad, være ambitiøs og stræbe efter at opnå noget i livet. Men den største gave må vel egentlig være at have en følelse af, at hvis intet nogensinde ændrede sig - hvis livet altid ville være præcis sådan her - så ville det faktisk også være okay.. 

Det med musikken.

Bølle Bob, Jon og en mikrofon, der lyder som en robot
Musikken har jo altid fyldt meget hos mig. Jeg var ikke særlig gammel, før jeg fik øjnene op for det med at synge. Jeg kan huske, at det var i tiden lige omkring Bølle Bob havde sin storhedstid. Jeg havde sådan et hæfte, hvor der var alle teksterne sammen med instrumental-versioner af alle sangene. Jeg kan stadig se mig selv der på mit værelse (som i øvrigt var lyserødt med hvide skyer) og synge "Lasse har smilet til mig, sådan et underligt smil". Så hentede jeg min far nede i stuen, som skulle høre mig brillere i en overfølsom version af hele Bølle Bobs repetoire - med en i øvrigt virkelig dårlig plastikmikrofon, som mest af alt forvrængede stemmen så meget, så jeg lød lidt som en robot. . Han var sgu dårlig til at give komplimenter, så jeg husker mest noget med, at "jeg ikke måtte synge med halsen" og at "jeg skulle bruge maven, når jeg sang". Han var på det tidspunkt min eneste troværdige kilde til sangundervisning, så jeg brugte lang tid på at synge med mine lungers fulde kraft med mit absolut fulde register, for det troede jeg var sådan, at man rigtig sang.
Lidt senere forelskede jeg mig i Jon Nørregaard fra Popstars, og det var sgu ikke for sarte sjæle. Når jeg ser billeder af ham fra dengang eller hører "Right here next to you" kan jeg stadig få et sug i maven. Ja, jeg ville da ønske, at jeg kunne sige, at min kærlighed var faldet på forsangeren fra Panic! at the disco, men nu var det altså Jon mit lille proletar-hjerte bankede for. Hold op, hvor har jeg stået foran spejlet mange timer med hårbørsten og forestillet mig, hvordan jeg var til en koncert med ham, og hvordan han ville få øje på mit dér i mørket og tage mig med op på scenen og jeg ville IMPONERE alle med min GAVE af en sangstemme! Og så ville vi i øvrigt nok også blive kærester bagefter og han ville ikke kunne se nogen anden udvej end at lade mig synge med til alle hans koncerter fremadrettet. Og hvis ikke at han havde smadret nogen med en stegepande, så ville mit liv da nok have set en hel del anderledes ud idag ;)

Musik og identitet
Jeg har egentlig aldrig set mig selv som en musiker med et særligt talent. Jeg har set mig selv, som en person med en kæmpe interesse for musik og sang og på den måde har lært mig selv det med mit store engagement. Oven i det har jeg jo altid skrevet meget - dagbog, blog, historier osv. - og derfor begyndte det også at give god mening at skrive selv på et tidspunkt.
Jeg har måske levet en meget typisk barndom for 90'er børn, hvor det ikke var sjældent, at man var alene hjemme og en sætning som "det er sundt at kede sig" blev brugt flittigt. Med andre ord har jeg brugt enormt meget tid alene i min barndom, hvilket (tror jeg) har ført med sig, at jeg stadig idag har et stort behov for alenetid og fordybelse. Hold op, hvor har jeg bygget, gravet, plantet, leget - og ikke mindst sunget ude i haven. Jeg kan huske, at jeg gik rundt i haven helt musikvideo-agtigt og sang eller sad på gyngen under træet og sang dybtfølte kærlighedssange. Kun afbrudt af mine forældre eller når Simon ovre fra nummer 7 kiggede over hegnet, så jeg blev så flov, at jeg løb ind.
Med andre ord var musik og alle dets facetter min rigtig gode ven i min barndom og op gennem mine teenage-år, hvor jeg ligesom alle andre unge, hurtigt fandt ud af at musik var bedre til at fortælle mig om mine følelser, end nogle andre var.

Højskolen og spørgsmål om karrierevej
Op gennem min skolegang i folkeskolen, efterskolen og gymnasiet lå musikken egentlig bare som en slags passion, der ikke blev gjort så meget ved, andet end at jeg langsomt begyndte at skrive lidt selv og blev inviteret til at synge til konfirmationer, bryllupper, fødselsdage osv. Efter gymnasiet startede jeg på RUC, og efter et halvt års tid fandt jeg ud af, at det ikke var noget for mig. Universitetet frarøvede mig al min kreativitet og jeg blev simpelthen så ked af at være der, så en dag i november 2011, sad jeg til en forelæsning om noget, jeg ikke vidste, hvad var, og så aftalte jeg med mig selv, at jeg: 1 - aldrig skulle tilbage til dette gudsforladte sted. Og 2 - skulle vælge en levevej hvor musik var en del af det - på en eller anden måde.
Kort efter fik jeg tilbuddet om at være med i Voice - Danmarks største stemme og uha, det bragte mange forskellige følelser med sig. Jeg elskede at være med og jeg mødte virkelig mange ildsjæle, som jeg kunne spejle mig i. Og da det fra den ene dag til den anden pludselig var overstået, havde jeg vitterligt intet i mit liv, som kunne opveje den følelse af fiasko, som åd mig op indefra. Samtidig gik jeg på læreruddannelsen, som jeg slet ikke var rustet til på det tidspunkt, fordi at der var så mange andre følelser, der fyldte i mig - sideløbende med programmet. I slutningen af 2012 besluttede jeg at droppe ud, og som sendt fra himlen fik jeg et tilbud af min tidligere sanglærer om at komme på Oure Højskole på et scholarship - på musiklinien. Hell yes! Og selvom jeg var plaget af depression og angst langt det meste af højskoleopholdet, så fik jeg lavet en hel masse musik, som jeg var stolt af. Det var første gang, at jeg rigtig blev tvunget til at se mig selv om kunstner. Hvem ville jeg være? Hvad for noget musik ville jeg lave? Det tror jeg nu aldrig, man bliver færdig med at finde ud af, men hold op, hvor lærte jeg meget på det halve år. Og mødte de dejligste mennesker, som ville det samme som mig. Og ville noget på mine vegne. Jeg fik mig et navn - MEA - jeg fik mit et udtryk, fik indspillet nogle sange og fik mig helt overordnet et produkt, som jeg kunne gå ud og sælge. Et godt stykke tid efter højskolen havde jeg en masse spillejobs - indtil jeg kom ind på MGK.

MGK og livet
Det var en kæmpe drøm for mig at komme på MGK. De tager kun 2-3 sangerinder ind om året, så det var en kæmpe ære. Og det var en kæmpe mulighed. Det er lidt ligesom dét, der stadigvæk runger i mit sind.. "det var en kæmpe mulighed". Og på en måde blev MGK en skillevej for mig.
Der var mange grunde til, at jeg droppede ud af MGK efter bare det første år. For det første havde jeg et arbejde, som jeg elskede højt. Starbucks. Der arbejdede jeg ved siden af, fordi MGK kun anses for at være et (3-årigt) kursus, og altså ikke en uddannelse - og dermed ingen SU. Så jeg arbejdede, samtidig med at jeg øvede mig helt vildt meget. Det var jeg nødt til, for de var allesammen bedre end mig. De havde næsten allesammen et medfødt talent, og jeg var kommet med på en badebillet, fordi jeg havde haft en god optagelsesprøve og desuden fordi jeg var sød, udadvendt og var god til at snakke min sag. - Sådan føltes det i hvert fald. Jeg ville gerne synge og skrive sange - men alle de andre ting, jeg skulle lære (at spille klaver, rytmelære, nodelære osv.) havde jeg slet ikke overskuddet til at lære. Jeg følte slet ikke, at der var nok timer i døgnet til, at jeg kunne øve mig på det hele. Så i stedet for at MGK var et sted, som skulle løfte mig til at kunne en masse - så endte det med at føles som én stor fiasko. Eksaminerne til sidst på året kom jeg med nødt og næppe igennem, og jeg havde en følelse af, at når de fortalte mig, hvad jeg kunne have gjort bedre - så forstod jeg ikke, hvad de mente. Selvfølgelig lærte jeg enormt meget. VILDT meget! Wauw, og jeg sidder da også med en lettere fortrydelse i maven idag over ikke at have gennemført det. Men det var ikke en mulighed for mig dengang. For så mødte jeg Jonas midt i det hele, og så var der ligesom endnu mindre tid til musikken. Og så endte det med at jeg droppede ud. Og det var en kæmpe lettelse.
På MGK fandt jeg alligevel ud af, at jeg KAN NOGET. Jeg er en god sangskriver og en god sangerinde, men jeg er også en meget sensitiv sjæl, som ikke altid kan håndtere det kolossale pres, der er i musikbranchen. Hvis ikke jeg er i mine følelser omkring musikken, men at det bliver et arbejde - en pligt - så giver det absolut ingen mening for mig. Så bliver meningen med musikken revet væk fra mig. Og det er jo det sidste nogen ønsker for dem selv. På MGK fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være musiker på fuldtid. Jeg kunne ikke være MEA hele tiden.

Tragedier og tæpper, der bliver revet væk
Noget tid efter blev min far syg og døde jo i slutningen af 2016. Jeg var faktisk holdt op med at spille i denne her periode. Jeg havde solgt mit klaver og havde bare så meget arbejde- og kærestetid, så jeg kunne ikke finde det i mig. Musikken. Fra 2015-2018 sker der faktisk ikke særlig meget i mig på musikfronten. I perioden hvor min far er syg er det simpelthen for skrøbeligt at synge det ud. Det er der ikke overskud til, ikke plads til. Jeg havde det ikke i mig og ligegyldigt hvor meget, jeg prøvede at fremkalde det, så kom der ikke noget ud, når jeg satte mig med guitaren. Det bekræftede mig i, at det ikke kunne blive en levevej. At jeg ikke ønskede, at det musik skulle være en levevej, for jo mere jeg prøvede at presse det frem, jo længere væk bevægede det sig. Jeg lærte, at musikken for mig er dynamisk. Den er i altid i mig, men jeg kan ikke styre den. Nogle gange kommer der sange og følelser ud - andre gange er der lukket. Og det er jo netop dét, jeg elsker ved musikken; når den er autentisk og ægte.

Musikken på sidenlinien
Idag er jeg ved at uddanne mig til lærer. Nærmere betegnet dansk- engelsk- og musiklærer. Jeg er færdiguddannet 5 måneder, men det er en helt anden historie. Min musiklærer-uddannelse har givet mig blod på tanden i forhold til musikken igen. Jeg har lært vildt meget - stille og roligt i mit eget tempo, og samtidig med at jeg er blevet en kanon musiklærer, har jeg også lært meget om mig selv om min egen musik. Så nu.. lige om lidt skal jeg forhåbentlig ud og undervise nogle små hoveder i musik. Måske unge mennesker - måske voksne en dag! Så har jeg ved siden af små spillejobs. Til bryllupper, på små spillesteder, til små arrangementer. Og dét elsker jeg. At musikken i høj grad er tilstedeværende i mit liv - på flere måder, på flere niveauer. Jeg er både lytteren, udøveren, kunstneren, formidleren, og det elsker jeg. At jeg kan navigere rundt i de forskellige roller, som jeg har lyst, men fælles for det hele i mit liv er, at musikken er tilstedeværende. For dét føler jeg mig så priviligeret og taknemmelig. Det er nemlig lige præcis som det skal være.

Om Alenemalene

Alenemalene er på en eller anden måde blevet til mit alter-ego. Der hvor jeg kan få lov til at være den dér rigtig sentimentale, melankolske, mørke Malene, som der ikke altid er plads til at være i hverdagen, hvor jeg jo oftest gør en dyd ud af at være den positive, smilende, kreative, engagerede Malene. Nu er jeg ved at nærme mig de 30, og jeg har nu helt forstået, at det er så vigtigt at give plads til Alenemalene for at jeg kan være den bedste udgave af mig selv.

Denne her blog har eksisteret i mange år. Jeg lavede mit første indlæg i 2009 og min blog var faktisk rigtig aktiv indtil 2013 eller deromkring. Den har altid været lukket og kun åben for få læsere, som jeg syntes skulle læse med. Jeg har brugt den som mit lille fristed, hvor kunne åbne mit hjerte fuldstændig og stadig føle, at der var et par stykker derude, der fulgte med og holdt mig i hånden igennem alt det, jeg ikke kunne fortælle andre. Et sted hvor jeg ikke skulle tage hensyn til nogen andre end mig selv. Det ændrer sig jo, når man bliver voksen. Pludselig er der også andre, man skal tage hensyn til. Heldigvis.
Jo ældre jeg er blevet, jo sværere er det at være helt bramfri, når jeg skriver. Jeg tænker for meget over, "om jeg kan være bekendt at skrive sådan" eller om "det kan misforstås, hvis jeg skriver sådan". Som tiden gik blev skriveriet mindre og mindre og jeg fandt også andre måder at få afløb for al den tankemylder, jeg tidligere kunne komme af med her. Men nu er det ved at ændre sig igen.. Jeg kan mærke, at jeg savner at skrive ud til det åbne net og ikke vide, hvem der griber det derude. At de emner jeg har lyst til at skrive om ikke er om nogen, (hvilket jo tidligere har stoppet mig fra at offentliggøre bloggen), men om noget - om livet.

Så velkommen til Alenemalene. Her dukker små bidder af mig op i ny og næ. Mest for min egen skyld, men hvis du sidder derude og har lyst til at læse med, så bliver jeg glad!